BLIV AKTIV: BLIV PRAKTIKANT

Vil du være med til at gøre en forskel? Vi søger en deltidspraktikant til at videreformidle vores kampagnekoncept. Læs mere her:

BRÆNDER DU FOR BÆREDYGTIGE LØSNINGER OG NY TÆNKNING?
Meat Free Monday Denmark er en non-profit-bevægelse, som har eksisteret i Danmark siden 2012.
Vi er del af det globale initiativ, der i dag er repræsenteret i 40 lande, på alle kontinenter, som har til formål at øge bevidstheden om de miljømæssige konsekvenser ved vores høje forbrug af kød, samt inspirere og opmuntre den danske befolkning til et reduceret kødforbrug, til gavn for personlig sundhed, dyrevelfærd samt miljømæssig bæredygtighed.

Vores vision er at udbrede kendskabet til Meat Free Monday Denmark, samt formidle viden om hvor nemt, sundt og billigt det kan være at holde en kødfri dag om ugen. Vores mission er at inspirere til mere bæredygtige hverdagsretter samt alternativer til kødbaserede måltider, alt sammen i en positiv ånd med fokus på fællesskab og holdbare løsninger.

VI SØGER EN DELTIDSPRAKTIKANT!
Vi søger snarest muligt en deltidspraktikant, der kan tage ansvar og har lyst til at tage del i at videreformidle vores kampagnekoncept, og som kan sætte en kødfri dag om ugen på dagsordenen i det danske samfund. Kampagnekonceptet er udarbejdet af en gruppe studerende på RUC på deres 3. Semesterprojekt Humanistisk Teknologisk bachelor.

Eksempler på arbejdsopgaver
• Kommunikationsarbejde: herunder sociale medier, nyhedsbrev og presse
• Udarbejde ansøgninger til sponsorater, fonde og puljer
• Udarbejde debatindlæg og pressemeddelelser
• Informationssøgning om sundhed, miljø og etik
• Koordinere events og repræsentere bevægelsen på messer, torvedage o.l.
• Opdatere hjemmesiden, Twitter, Google og Instagram

VI TILBYDER
– et spændende projekt og muligheden for at være med til at forme vores kommunikationsstrategi for sociale medier og PR og derigennem sætte dit aftryk på udbredelsen af Meat Free Monday’s budskab i Danmark.

Du vil være med til at gøre en forskel ved at fremme bæredygtighed, sundhed og dyreetik. Din arbejdsplads vil veksle mellem at arbejde hjemme og at mødes efter aftale og skema, hvorfra vi arbejder i mindre grupper og laver sparring. Praktik perioden er ulønnet og kan tilrettelægges så det kommer til at passe med dine studier.

Det bliver en periode, hvor du kommer til at udvikle dit potentiale, lære nye færdigheder i et spændende og meningsfyldt job og får en masse gode og nyttige erfaringer, som kan gavne dig i dit videre forløb, og som du kan berige dit CV med.

Din indsats vil gøre en stor forskel! Lyder det som noget for dig? Så send os et par ord om dig selv, din baggrund og hvorfor du ønsker at søge stillingen, samt dit CV og evt. relevante anbefalinger.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at sende os en mail på: denmark@meatfreemonday.dk 
”SAMMEN GØR VI EN FORSKEL”

Vi glæder os til at høre fra dig!
Meat Free Monday, Denmark
meatfreemonday.dk

Vores to dygtige praktikanter har samlet vigtige information til kommende praktikanter.

Alt hvad du har brug for at vide om Meat Free Monday